Stort fokus på cykelløb i Guldborgsund i 2017
5. januar 2017
0

Kultur, Turisme og Bosætningsudvalget i Guldborgsund Kommune har bevilliget penge til afholdelse af både DM i holdløb og en afdeling af PostNord Cuppen i 2017. Dermed kan cykelryttere i alle aldersklasser se frem til en stor cykel-uge i kommune, der starter søndag den 11. juni med Master DM.

En ny samarbejdsaftale mellem Guldborgsund Kommune, Danmarks Cykle Union (DCU) og den lokale cykelklub Lolland Falster Cykle Klub (LFCK) betyder, at DM i holdløb og en afdeling af PostNord Cuppen i 2017 køres i Guldborgsund Kommune. Løbene køres henholdsvis lørdag den 17. og søndag den 18. juni, 2017.

– Med aftalen fortsætter Guldborgsund Kommune sit mangeårig fokus på et aktivt idrætsliv til gavn for alle aldersklasser, udtaler formand for Kultur, Turisme og Bosætningsudvalget Martin Lohse.

Eventmanager i DCU, Jens Kasler, supplerer:

– Guldborgsund Kommune og LFCK er faste samarbejdspartnere gennem flere år. Senest som vært for Sjællandsmesterskaberne i 2016, der havde rekorddeltagelse. Et naturligt og godt udgangspunkt for et udvidet samarbejde.

Det er parternes intention, at samarbejdet også skal række ind i både 2018 og 2019 med afholdelse af cykelløb på højeste nationale niveau.

– Det er en god dag i dag. Jeg takker for aftalen og glæder mig til at invitere hele cykel-Danmark til både solskin og sidevind til sommer, afslutter en meget begejstret formand for LFCK, John Frejlev.

LFCK afholder søndag den 11. juni Master DM 2017.

Kontaktpersoner:
Martin Lohse, Udvalgsformand: tlf. 25181813
Jens Kasler, Eventmanager DCU: tlf.  30329079
John Frejlev, formand LFCK: tlf. 30433326

Skriv et svar